Her er Joan

Joan er en jeg går i skole med. En klassekammerat. Vi har gået i skole sammen i lang tid. Fra august 2009. Hun er midt i 20'erne og jeg er yngre end hende. Hun siger rigtig meget og hun forstår mig godt og dårligt. Hendes kæreste hedder Tobias og er rigtig flink og jeg kan godt lide ham. Han snakker pænt og bruger bløde ord. Joan og Tobias er et godt par. De er ældre end mig. Joan laver lektier. Nogle gange også sammen med mig. Så laver jeg også lektier. Men Joan kalder mig et barn og mener jeg er flyvsk og urolig. Og at jeg kom i den forkerte gruppe under psykologi-testen. Joan har sikkert ret. Joan siger jeg er ung og ikke ved hvor jeg selv er endnu. Jeg har ret. Måske. Når Joan så skal være i gruppe sammen med mig laver vi en masse. Men sjældent det vi skal lave i timen. Joan er min veninde. Vi blev venner imens vi gik sammen. Så snakkede vi. Joan virkede som om det gik hende på. Hun vidste ikke hvad vores forhold var, skulle blive eller om det eksisterede. Jeg sagde hun betød rigtig meget for mig og var min bedste veninde. Hun troede på det, så nu er vi ven og veninde. Når jeg snakker til Joan ved jeg nogle gange ikke hvad jeg egentlig selv mener og siger. Men jeg siger det alligevel også reagerer hun mærkeligt. Så griner jeg. Holder en pause og siger det igen efter nogle minutter. Hun gider ikke tale dybt og emotionelt hele tiden. Hun vil bare plabre. Engang blev hun rigtig ked af det og græd. Jeg kunne ikke hjælpe. Hun fortalte mig det efter en dag og så sagde jeg det var fordi hun var kvinde og sådan noget kunne ske en gang om måneden. Det var derfor.
Så jeg skrev det ind i min kalender så jeg kunne huske det. Så nu har hun og jeg kendt hinanden i over et år og vi kommer til at skulle kende hinanden i i hvert fald i et år og 7-8 måneder endnu. Når du så engang begynder at læse dette skal du nok huske at jeg stadig er den samme person. Du er utrolig på rigtig mange måder. Og jeg griner af dig og du griner af mig. Vi griner sammen. Eller så gør vi ikke. Jeg er stadig den samme Casper. Du blev frustreret og vi talte. Og dybt. Og jeg har på fornemmelsen det går bedre. Men kun fordi jeg kan, ikke fordi der ikke er noget tilbage. Du laver meget og skal snart have kat hvis navn skal være Bøsse. Det er et sødt navn til en kat. Du siger at jeg siger det forkert men jeg tror nu på den skal hedde Bøsse. Danny er også en vi kender. Han vil slå mig ihjel men jeg kan nu godt lide ham alligevel. Og du snakker med ham og jeg taler til ham. Og nogle gange taler han også til mig. Jeg kan lytte og forstå. Men jeg har "seriemorder-øjne". Jeg forstår både hvad han mener og slet ikke. Fordi jeg er meget "zalgo" men nu er der altså gået noget tid og det går fint nok alligevel. Nogle gange virker det kunstigt men vi holder det ud og vi snakker og taler om en masse ting. Selvom det kun er halvt rigtigt så elsker jeg dig faktisk. Også selvom jeg er et dumt svin.