I år 2012

Livet er falskt og en løgn
Alt er bare et fotografi i sit bedste øjeblik.
Hold kæft hvor er alt meningsløst
Intet har betydning og intet vil betyde noget
Livet er gået i forfald og snart følger verden med
Verden rådner op med alle sine kryb kravlende rundt
Lugter af død og bræk
Snuser og taler om godt vejr
Men alt i alt er vi blot falske, løgnere, tyve, idioter, røvhuller, fjolser og padehatte.
Og alt i alt smiler vi stadig.
Jorden går under nu.
Nu i år 2013

Her er Joan

Joan er en jeg går i skole med. En klassekammerat. Vi har gået i skole sammen i lang tid. Fra august 2009. Hun er midt i 20'erne og jeg er yngre end hende. Hun siger rigtig meget og hun forstår mig godt og dårligt. Hendes kæreste hedder Tobias og er rigtig flink og jeg kan godt lide ham. Han snakker pænt og bruger bløde ord. Joan og Tobias er et godt par. De er ældre end mig. Joan laver lektier. Nogle gange også sammen med mig. Så laver jeg også lektier. Men Joan kalder mig et barn og mener jeg er flyvsk og urolig. Og at jeg kom i den forkerte gruppe under psykologi-testen. Joan har sikkert ret. Joan siger jeg er ung og ikke ved hvor jeg selv er endnu. Jeg har ret. Måske. Når Joan så skal være i gruppe sammen med mig laver vi en masse. Men sjældent det vi skal lave i timen. Joan er min veninde. Vi blev venner imens vi gik sammen. Så snakkede vi. Joan virkede som om det gik hende på. Hun vidste ikke hvad vores forhold var, skulle blive eller om det eksisterede. Jeg sagde hun betød rigtig meget for mig og var min bedste veninde. Hun troede på det, så nu er vi ven og veninde. Når jeg snakker til Joan ved jeg nogle gange ikke hvad jeg egentlig selv mener og siger. Men jeg siger det alligevel også reagerer hun mærkeligt. Så griner jeg. Holder en pause og siger det igen efter nogle minutter. Hun gider ikke tale dybt og emotionelt hele tiden. Hun vil bare plabre. Engang blev hun rigtig ked af det og græd. Jeg kunne ikke hjælpe. Hun fortalte mig det efter en dag og så sagde jeg det var fordi hun var kvinde og sådan noget kunne ske en gang om måneden. Det var derfor.
Så jeg skrev det ind i min kalender så jeg kunne huske det. Så nu har hun og jeg kendt hinanden i over et år og vi kommer til at skulle kende hinanden i i hvert fald i et år og 7-8 måneder endnu. Når du så engang begynder at læse dette skal du nok huske at jeg stadig er den samme person. Du er utrolig på rigtig mange måder. Og jeg griner af dig og du griner af mig. Vi griner sammen. Eller så gør vi ikke. Jeg er stadig den samme Casper. Du blev frustreret og vi talte. Og dybt. Og jeg har på fornemmelsen det går bedre. Men kun fordi jeg kan, ikke fordi der ikke er noget tilbage. Du laver meget og skal snart have kat hvis navn skal være Bøsse. Det er et sødt navn til en kat. Du siger at jeg siger det forkert men jeg tror nu på den skal hedde Bøsse. Danny er også en vi kender. Han vil slå mig ihjel men jeg kan nu godt lide ham alligevel. Og du snakker med ham og jeg taler til ham. Og nogle gange taler han også til mig. Jeg kan lytte og forstå. Men jeg har "seriemorder-øjne". Jeg forstår både hvad han mener og slet ikke. Fordi jeg er meget "zalgo" men nu er der altså gået noget tid og det går fint nok alligevel. Nogle gange virker det kunstigt men vi holder det ud og vi snakker og taler om en masse ting. Selvom det kun er halvt rigtigt så elsker jeg dig faktisk. Også selvom jeg er et dumt svin.

Joan sagde jeg skulle skrive om Joan

Så nu skriver jeg om en; Joan.

Joan er bange og skræmt.

Joan går i panik når man prøver at kvæle hende med sine hænder.

Joan græder hysterisk når alt bliver for meget.

Joan er ustabil og farlig når hun har sine .

Joan kigger på en og tænker på dyr

Dyre domme. Joan er et dyr

Spiser Dyr og spiser hende

Joan bider og smiler og ler og slår

Joan vil ikke mere

Joan går ikke i skole for at lære men for at være sammen med mennesker

Joan bliver ikke sygeplejerske men atomkernefysiker

Joan griner

Joan vil ikke Bias'

Casper vil

Joan larmer

Joan græder

Joan siger jeg ikke må holde hendes Global

Joan er smuk når hun er glad
Joan er grim når hun er sur
Joan spiser vand og drikker brød

Joan spiser ikke kød

Joan blev lærer og fødte to tvillinger

To af dem var børn da de kom til.

Joan har ikke meget hår.

Joan går med strikket får.
Joan Joan Joan

Jeg er

Joan

Ser du det samme som mig?
Joan

Nu springer jeg snart ud

Nu springer jeg
Springer fra liv og sammenleg
Hopper som en tiger
Springer fra bygningen og ned
Ned
Ned
I en ring af salt og vand
Ild i sin reneste form
Ned.

Jeg græder.

Nu græder jeg. Jeg græder igen. Jeg kan ikke stoppe og lave lektier. Jeg har lyst til at råbe til hele verden og gå amok i et raserianfald. Jeg har lyst til at være stille, aldrig mere tale igen og sidde alene i et hjørne. Bare græde.
Jeg kan aldrig føle den smerte som I må gå igennem. Aldrig vil jeg kunne græde mere end i måtte gøre. Men jeg stopper ikke af den grund.

Jeg kan ikke sige mere nu :'(

Nu er jeg bare så......

Jeg er kun hvad folk tror jeg er. Jeg har bare ikke tid til at skabe mit eget image. Så jeg finder bare det gamle. Når så du drømmer.. Fuck, kan ikke kontrollere dem. Kan ikke kontrollere mine drømme. Jeg forsvinder fucking FUCK FUCK væk. "Du er umenneskelig Casper." "NEJ! Jeg ER i kontakt med menneskelighed!" Og så var det vi forsvandt sammen. Casper og jeg. Indtil jeg fandt ud af vi ikke kunne sammen mere. Klamt kedeligt poesi pis. Jeg finder mig ikke i det klamme FUCK mere. :D Jeg virker så ked så tipst og så ond. Men jeg kan bare ikke holde mig selv ud. Endnu mindre alle andre mennesker. Mennesker er bare.... radiator? Jeg er et objekt såvel som alt andet. Der er nogle jeg gider. Men jeg mister min personlighed. Mine fantasier og jeg ønsker virkelig bare en ændring. Bare en der kigger mig i øjnene og spørg; "Hvad ønsker du?" Og når den person så spørg vil jeg svare. Svare hvis jeg ikke kender personen. Intet menneske som har et billede af mig skal nogensinde se det patetiske, sørgelige, halvdøde menneskelige jeg. Jeg ønsker bare et kram :'( Et lille et.

Jeg hader:

Fluer og myg. Myg; ubehagelige blodsugerere der spiser hapser og guffer dig så du bløder og det klør. Fluer; finder dig når du sover, sætter sig på dig og kravler, buzzer i dit øre og sætter sig på dig og kilder dig når du spiller pc. Fuck da af da så da. Normalt vil jeg sikkert også sige hvor sur jeg er over andre ting eller bare hvad jeg er mega skuffet over. Men det vil alligevel ikke gøre nogen forskel.
Et rigtigt hopla-humør. Fordi når man går. Jeg sover for lidt. Noglegange er det meget lidt. Nogle gange er lange.

Jeg overvejer hvad min blog skal gå til. Måske anmeldelser af film, mennesker og andre finurlige ting jeg finder.


Dagens sætning: Hvad der ikke slår dig ihjel gør dig svagere.

Godmorgen og Godnat.

Nu sidder jeg her kl. 06:34 og skriver noget på en blog som jeg lige har oprettet. Jeg skal snart sove og mine øjne føles ømme. Til natmad fik jeg pitabrød med fyld og koldskål med kammerjunker. Jeg fik det samme til aftensmad og jeg har spillet league of legends i dag. Nu er jeg kommet i lvl 20. Og jeg har ingen ide om hvad jeg skal bruge det til senere hen.

Den pige jeg er forelsket i/elsker/holder af siger at mine følelser virker falske overfor hende. Det gør mig ondt at få sådan noget at vide. Men ærlighed er bedre end løgne. Jeg har ondt i ryggen og ved godt at jeg sidder ergonomisk forkert. Av av av.
Idéen til at lave en blog var fordi min ven Tony også havde lavet en og han var god til det. Jeg forventer ikke at nogen vil kigge på dette men jeg vil stadig offentliggøre det og blive ved med at skrive. Tiden er nu 06:42 og jeg skal snart sove. Fuck jeg kommer sent i seng og står sent op. I går kom jeg i seng kl 7 om morgenen og stod op kl.13:30. Jeg må finde ud af hvordan jeg kan udnytte tiden bedst muligt uden at vende op og ned på dag og nat..


Slutningen kommer i dag til at lyde:

En ven i hånden er bedre en en kammerat på taget.