En blanding af håb og fortvivlelse breder sig i mig.
Som en skygge af sort der vokser sig større i takt med solen går ned.
Men en morgen der er endnu lysere end i dag står side om side.
hvor skal min sti gå hen når jeg ikke selv kender vejen. Vil tredive forskellige ting og ingen af dem synes at være mulig. Jeg søger om hjælp men er ude af stand til selv at kunne flytte mig.
Jeg står som passiv aktør til en film. Jeg råber til skærmen foran mig. Råber til hovedpersonen om at flytte sig.
Men hovedpersonen sidder og råber af skærmen uden at flytte sig.
Ind imellem knækker filmen og der er et skinnende hvidt billede for øjnene af mig. Et brud i hjernevasken som får mig til at løbe skrigende væk. Væk fra alt hvad jeg kan, vil og gør.
Men når jeg har blinket og åbner øjnene igen, er filmen sat på og alt er ved det gamle.
Jeg føler mig håbløs fordi intet går i den retning jeg synes det SKAL gå. Men jeg føler mig håbfuld fordi på et tidspunkt må stien jo slutte.
