Jeg græder.

Nu græder jeg. Jeg græder igen. Jeg kan ikke stoppe og lave lektier. Jeg har lyst til at råbe til hele verden og gå amok i et raserianfald. Jeg har lyst til at være stille, aldrig mere tale igen og sidde alene i et hjørne. Bare græde.
Jeg kan aldrig føle den smerte som I må gå igennem. Aldrig vil jeg kunne græde mere end i måtte gøre. Men jeg stopper ikke af den grund.

Jeg kan ikke sige mere nu :'(

Nu er jeg bare så......

Jeg er kun hvad folk tror jeg er. Jeg har bare ikke tid til at skabe mit eget image. Så jeg finder bare det gamle. Når så du drømmer.. Fuck, kan ikke kontrollere dem. Kan ikke kontrollere mine drømme. Jeg forsvinder fucking FUCK FUCK væk. "Du er umenneskelig Casper." "NEJ! Jeg ER i kontakt med menneskelighed!" Og så var det vi forsvandt sammen. Casper og jeg. Indtil jeg fandt ud af vi ikke kunne sammen mere. Klamt kedeligt poesi pis. Jeg finder mig ikke i det klamme FUCK mere. :D Jeg virker så ked så tipst og så ond. Men jeg kan bare ikke holde mig selv ud. Endnu mindre alle andre mennesker. Mennesker er bare.... radiator? Jeg er et objekt såvel som alt andet. Der er nogle jeg gider. Men jeg mister min personlighed. Mine fantasier og jeg ønsker virkelig bare en ændring. Bare en der kigger mig i øjnene og spørg; "Hvad ønsker du?" Og når den person så spørg vil jeg svare. Svare hvis jeg ikke kender personen. Intet menneske som har et billede af mig skal nogensinde se det patetiske, sørgelige, halvdøde menneskelige jeg. Jeg ønsker bare et kram :'( Et lille et.